Hvem skulle have troet det? Efter utallige timer til jagttegnsundervisning, dage og uger brugt på terpen af forskellige arters vildtbiologi, timer spenderet på afstandsbedømmelse, bestået jagtprøve, adskillige dage på skydebanen og endelig bestået haglskydeprøve - ja godt nok som så mange andre i andet forsøg. Ja hvad så? Jo så sidder man på sin første (regulerings)jagt nogensinde, på vagt og med øjnene stift rettet på en rede hvor nogle sorte fugle vender sig i reden, der er en del larm over os og vi bliver kyndigt og med smil på læben vejledt af Hagested-Gislinge jagtforenings ansvarlige for regulering af skadevoldende vildt. Og det interessante er hvor man sidder, jo såmænd i en børnehave i Gislinge. 

Men historien starter nok et helt andet sted: Vi er to ny-jægere, der tilfældigt mødtes en mandag aften over en gang stålhagl i luften og nogle smadrede potteskår. Og, som det åbenbart er meget normalt i jagtkredse og foreningsliv, hooker vi op og bliver jagt og fiske makkere. Under en arbejdsdag i jagtforeningen etableres kontakt til Marianne, som står for rågereguleringen i foreningen - så vi kan få brugt vores dug friske og mindre end 14 dage gamle haglskydeprøve og nyindkøbte salonrifler. Vi er SÅ klar! Efterfølgende arrangeres de sidste detaljer via mail korrespondancer og mødestedet ligger fast - Brugsen i Gislinge en given lørdag.

En sommervarm lørdag i den tidlige forsommer i slutningen af maj hvor der er fuldt blus på alle sommerparametre - den skønne duft af grillet asfalt inklusive - står vi så dér to håbefulde nyjægere og og venter. Marianne, som har taget Lone med, ankommer til parkeringspladsen. Marianne orienterer sagligt om hvordan rågereguleringen foregår og gennemgår det væsentligste ”Dont’s”. Det bliver særdeles grundigt forklaret, at man skal huske at advisere politiet om sin færden med skarpladte skydevåben, da dette ellers kan ende i nogle kedelige episoder - med meget alvorlige konsekvenser!

Veloverstået den første skræmmekampagne sætter vi os bag rattet og triller afsted til første (regulerings)jagtmark - egentlig er der mere tale om en byggeplads med nyetablerede boliger. Vi stopper og bliver verfet ud af bilen. Bag en slet skjult pessimisme proklamerer Marianne, at det hér er tydeligt at der ikke er nogen aktivitet, da ingen fugle er på vingerne, så vi bliver sendt retur bag rattet og kører til før omtalte børnehave. På parkeringspladsen er en øredøvende larm (primært fra kirkegården), Marianne beder os om at lade op. Imens vi forbereder os på at planke den ind til Solsikkens legeplads forklarer Marianne, at det stort set er umuligt at komme afsted med at skyde dem på kirkegården - muligvis hvis man havde majestætens billigelse. Hvor om alting er ankommer vi til træet i den rågeplagede børnehave. Marianne instruerer i hvad der skal foregå, hvis den lille levende sorte skygge i reden skulle finde på at titte frem på grenen. Der kommer mange detaljer og ting man ikke gør og gør. Men ak og ve ingen fugle springer på grenen og vi trasker tilbage til bilerne og kører videre. 

Efter en tre- eller femhundrede meterspenge kører vi ind i en privat indkørsel, hvilket kunne forekomme en anelse bizart da vi lader op i salonriflerne og jogger ind i en urskov i baghaven. Til et forsigtigt spørgsmål om vi ikke lige bør henvende os og meddele vores ankomst til ejerne af huset, hvor havedøren i øvrigt ér åben, er svaret tørt at det er skam ikke nødvendigt, ergo går vi ind. Der er meget støj - men ingen fugle til at se. Og lidt, men ikke helt slukørede, kører vi videre til et villakvarter i Kundby - det er åbenbart ikke så let som det lyder med de der råger. 

For enden af en villavej i Kundby går vi ind på en sti omkranset af træer og høj beplantning - der er skrig og vi gør os klar. Pludselig er der action i ét tre og den første fugl bliver pløkket og falder turbulent til jorden. Efterfølgende kommer der flere episoder med fugle der kommer frem - nyjæger pulsen er høj og der er virkelig action på drengen. I et andet træ hænger en fugl som er blevet skudt ved en tidligere lejlighed, og vi stifter bekendtskab med begrebet “en hænger”. Det bliver til i alt fem fugle på jorden og to hængere sikke en oplevelse på den første - regulerings(jagt) nogensinde. Og vore to vejledere lod til at fornøje sig vældigt godt ved optrinnet. 

De fem fugle blev pakket ned i en ikke alt for slidt Rema1000 pose og placeret i en køleboks. Efter hjemkomsten blev fuglene smukt præsenteret på en slidt jagtpram og paraden blev forseglet med en velfortjent øl - mens kommende jagtoplevelser flittigt blev drømt frem. Efter paraden blev prammen brugt som slagtebænk og fuglenes bryster og lår fjernet til grillen. Kødet havde en intens men fin smag og var i øvrigt meget mørt og saftigt - størrelsen sf bryster og lår til trods.

Giver det mening at gå på rågeregulering som nyjægere? Det korte svar er absolut! Først og fremmest er det en unik mulighed for at komme på en bynær og egentlig ret æstetisk jagtform hvor man under kyndig vejledning oplæres i at udføre en samfundsopgave og erfaringer der kan tages med i ens videre jagtliv høstes. Selvfølgelig er råger en fast bestanddel af den danske fauna, men i de bynære områder forstår man særdeles godt borgernes behov for reduktion i plagen. Derudover er det jo ingen skade til at adrenalinen får lov at pumpe - eventuelt over en fyraftensregulering - og kød kan hjemtages.

rågeregulering.jpeg

/Peter og Mads

© 2022 - Danmarks Jægerforbund - alle rettigheder forbeholdes

https://www.jaegerforbundet.dk/