Nekrolog

Den 4/7 2017 døde Erik Rasmussen. Erik havde en periode været ramt af cancer, men vi troede, at det var et roligt forløb. For en måned siden skete der en kraftig forværring, som Erik desværre ikke overlevede. Selvom Erik tidligere i år fyldte 80 år var han i fantastisk form såvel fysisk som mentalt. Han tog næsten til det sidste på lange vandreture i sydens bjerge.

Erik var i mange år medlem af Hagested-Gislinge Jagtforening. Mange har gennem mere end 20 år deltaget i HGJ`s knivkursus med Erik som dygtig og meget afholdt underviser. Når Erik begyndte undervisningen, sagde han altid, at der var garanti for, at man gik derfra med en flot kniv. Det slog aldrig fejl. Nogle havde behov for mere hjælp end andre og Erik var altid parat til at hjælpe.

Erik var perfektionist til fingerspidserne. Det blev aldrig leveret noget halvfærdigt. Det gjaldt også, når han var på jagt. Udover foreningsarbejdet var Erik en formidabel skytte. Altid beundret for sine færdigheder.
Alle os, der har kendt Erik, hvad enten det har været i forbindelse med knivkursus eller på jagt, vil savne ham. Det vil føles tomt ved vandhullet, ved remisserne og på stubben i år.

Størst er savnet dog for hans nærmeste: Jagttegnslærer Niels Rasmussen og Eriks datter Rikke med familier.

Æret være hans minde.

Mogens Lyhne
Formand